Casper Fallingborg fra AaB er nomineret til Seriesport.nu Award Forår 2023
Anders Thomsen fra Seriesport.nu har talt med Casper Fallingborg fra AaB.
Du er blevet nomineret som forårets træner i Danmarksserien til Seriesport.nu Award Forår 2023, er du overrasket over din nominering og hvilke ord vil du sætte på din og dit holds forårssæsonen overordnet set?
- I og med det er meldt ud, at vi alle tre DS trænere i Nordjylland er nomineret, så havde jeg nok været mere overrasket over ikke at være nomineret end at være det lige i dette tilfælde. Forårssæsonen har været præget af en del udskiftning i truppen. Vi mistede inden sæsonstarten et par af de rutinerede spillere, så der skulle spilles unge friske kræfter ind. Som det ofte er med unge spillere, så svinger niveau og kvalitet meget fra kamp til kamp og det har også gjort sig gældende for os. På topniveau ramte vi efterårets flotte takter, mens vi på bundniveauet har været meget langt nede. Dog har vi i dette forår haft råd til at prøve nogle ting af, da vi reelt var 3 hold, der fra start var sikret overlevelse. At vi endte på 2. pladsen er vi i bund og grund godt tilfredse med. Aarhus Fremad vandt rækken i sikker stil og er vel det bedste DS hold jeg har set i mange år, så det var en kamp om de resterende pladser i rækken. Ydermere har vi i foråret fået Jonas Skulstad på kontrakt på førsteholdet i AaB og Christian Wagner sendt på fuldtidskontrakt til AB. Det er vi rigtig stolte af.
Hvad vil det personligt betyde for dig at vinde titlen som forårets træner i Danmarksserien?
- Det er altid sjovt med disse tiltag og en god anerkendelse.
Hvis du skulle beskrive dig selv som træner, hvilken type træner er du så og hvor ligger din største styrke?
- Jeg er nok den type træner, hvor spillerne ved, at jeg er 100% bag dem. Jeg forlanger, at man arbejder stenhårdt til træning og kamp, men vi skal også huske, at DS er et niveau, hvor der skal være plads til andet end fodbold og det har jeg naturligvis fuld respekt for.
Du er nomineret sammen med 2 andre rigtig dygtige trænere, hvorfor skal folk set med dine øjne sætte deres stemme på dig?
- Jeg vil egentlig hellere bruge "spaltepladsen" på at rose mine to kollegaer i det nordjyske. Nickolaj Jonstrup i Vejgaard fortjener naturligvis kæmpe ros for sin oprykning. Jeg må indrømme, at jeg, med den største respekt for Vejgaard, var i tvivl om de kunne klare den. Det var en ekstremt stærk række og de sjællandske hold virkede til virkelig at have oprustet. Men stor ros til Nickolaj og "Polle", som jeg også tror er en kæmpe del af projektet med sin faglighed og dedikation. Kæmpe tillykke til de to herrer og til hele VB! Kasper Stiller har fået en rigtig fin start i NFB. Man skal ikke undervurdere det, at have kendskab til en række og en spiltype, der er når man rykker fra JS til DS og nu har Stiller fået et halvt år, hvor han er lykkes med at redde NFB fra nedrykning samtidig med, at han har fået et større kendskab til rækken. Jeg synes, NFB virker til at at have fået bedre styr på spil og kynisme, og jeg glæder mig til at følge dem.