BSI håber at give deres fantastiske hjemmepublikum endnu en fantastisk oplevelse
Anders Thomsen fra Seriesport.nu har talt med Danny Jensen fra Bælum/Solbjerg IF.
Efter 5 sejre i streg har I lagt jer i en fordelagtig position, hvad er dine forventninger til kampen mod LKB?
- Der venter et spændende opgør, mod et velspillende ungt LKB mandskab, der som regel er krydret med et par erfarne spillere. Vi håber at kunne fastholde momentum, foran vores altid veloplagte hjemmepublikum
Med 2 kampe igen af sæsonen og en øjeblikkelig 1. plads, hvilke ord vil du så sætte på jeres sæson overordnet set?
- Indtil videre er vi meget tilfredse med tingenes tilstand. Vi har foråret igennem trænet godt, og har fået bygget på vores spil og tilgang til tingene. Når man tænker på, at vi i efteråret fik reddet røven i serie 3 i sidste spillerunde, er det da rart at spille med i den sjove ende af tabellen i dette forår. Vores andethold har sikret sig i serie 4, så jo, vi er godt tilfredse med foråret 2023
Hvad er dit kendskab til LKB og hvordan forventer du de griber kampen an?
- Har set LKB nogle gange, og som alle andre LKB hold, er det et teknisk godt mandskab, hvor spillet med bolden er i højsædet. Som nævnt er det unge folk med fart i fusserne, så vi skal være klar fra start.