Billede beskrivelse

Brønderslev træner op til sæsonstart: - Vi er det hold, der er i bedst form

18. marts 2025 kl. 10.01
Opdateret kl. 11.20

Brønderslev IF’s cheftræner, Lars Jørgensen, ser frem til en spændende sæson, hvor kvindeholdet skal bygge videre på sidste års stærke præstation. Med én nedrykker i rækken og et fysisk veltrænet mandskab har Brønderslev IF ambitioner om at blande sig i toppen – dog uden at gå på kompromis med glæden ved spillet.

Hvad er dine ambitioner for holdet i denne sæson?

- Det er en spændende sæson, vi går ind i, for vi har kun ét nedrykkerhold. Vi blev nummer 2 sidste år i en kreds, som var forholdsvis stærk, hvor Fortuna som klart det bedste hold rykkede op.

- Nu kommer der så kun en nedrykker, som er Gug, der nok også betegnes som at være favorit til at rykke op. Men alt kan jo ske i fodbold. Jeg siger ikke, vi skal gå efter en oprykning, men det politiske svar er, at vi helt klart skal være med til at præge rækken.

- Jeg vil stræbe efter, at vi ender så højt som muligt, men det må ikke være på bekostning af, at det skal være sjovt at komme til fodbold. Det er glæden, som skal være den sammenhængende kraft.

Hvad er taktikken for at opnå det?

- På træningsbanen skal vi have det sjovt, som vi plejer. Vi skal også tage det seriøst – vi skal arbejde hårdt. Vi er det hold, der er i den bedste form. Kvinderne har jo deres egen løbeklub, som altid kører i januar, og jeg tror, de løb sammenlagt 6000 kilometer i januar. Så i træningskampene løb de jo modstanderne ned.

- Så vi skal ikke løbe statisk løb nu. Min opgave er at sørge for, at der kommer noget intervalløb på, så de får nogle rigtige fodboldøvelser ind i benene. Så vi kan spille bold fra starten. Vi har bold med i 95 procent af træningen.

Hvilke spillere bliver målet til succes?

- Jeg kunne godt pege på nogle specifikke spillere, men så går jeg imod alt det, jeg mener med, at det er holdet, der skal være den sammenhængende kraft. For os er det holdet, der skal vinde.

- Men det er klart, at der er nogle spillere, som vi er mere afhængige af end andre. For eksempel vores keeper. Hun arbejder i København, så der kan være kampe, hun ikke kan komme til. Så her har vi selvfølgelig lidt en udfordring. Vi er heldigvis så heldige, at vi har en del andre gode målmænd i klubben, så vi skal nok klare det.

- På banen har vores anfører en enorm energi, så hun ville være svær at undvære på banen. Men vores helt klare styrke er holdet.

Hvem er jeres ærkerivaler denne sæson?

- Spillerne har det sådan med Østvendsyssel, at de er sådan et hold, som man elsker at slå og hader at tabe til. Jeg ved faktisk ikke hvorfor. Sådan var det længe inden, jeg kom til holdet. Men holdet har tit været i pulje med dem og har haft nogle drabelige opgør mod dem.

- Så vidt, jeg kan huske, har hverken vi eller de vundet med mere end ét mål, når vi har spillet mod hinanden. Kampene er altid tætte, og sådan ender det sikkert også i år.

Del artiklen
Annonceret indhold
Nyeste

Nyeste