Brian Christiansen - vi blev straffet kynisk af Støvring
Interview med Brian Christiansen fra Sønderup/Suldrup efter kampen mod Støvring IF
1 Var 4-2 nederlaget til Støvring IF fortjent, eller kunne I have fået mere ud af kampen?
- Tja, det var det vel. Når vi ikke formår at tage kampen når den ligger til os, så kan jeg ikke sige noget til det. Vi spiller egentlig en godkendt 1. halvleg, selvom Støvring startede bedst og kom foran 1-0. Men det er i perioden da vi kommer foran 2-1, det ærgerlig mig, at vi ikke får scoret til 3-1. I stedet udlignede Støvring til 2-2, og derefter slog de til yderlige 2 gange. Igen kan vi ikke være tilfredse med måden vi giver chancer væk på, vi bliver straffet kynisk, en kynisme vi ikke har når vi selv skal afgøre tingene. Støvring har nogle giftige offensive spillere, og de slog til da de havde brug for det.
Hvad kan I tage med jer fra kampen, der kan bruges i de kommende kampe?
- At det ikke er nok at levere godkendte indsatser, vi skal være skarpere i de afgørende faser af spillet.
Var du tilfreds med holdets indsats, trods resultatet?
- Ja, langt hen af vejen er vores spil godkendt. Det har det været i mange kampe efterhånden, derfor er det også frustrerende, at vi står tilbage med endnu en tabt kamp.
Hvad skal der arbejdes på, så I kan komme stærkere tilbage i næste kamp?
- Vi skal bare klø på som vi gør, og så forsøge at minimere vores fejl, og forsøge at blive skarpere i de afgørende situationer.