Breddefodbolden gav Rolf Toft det, han aldrig fandt i eliten
For Rolf Toft var fodbold i mange år ensbetydende med ambitioner, resultater og en hverdag styret af træning og kampe på højt niveau i blandt andet AaB.
Men i 2017 traf han en stor beslutning: Han ville prioritere livet uden for banen.
I dag står han foran sin syvende sæson som spillende træner i Brønderslev IF, hvor han har genfundet en anden side af spillet – fællesskabet og friheden.
- Jeg skiftede til breddefodbold, fordi jeg trængte til at være hjemme ved familien. Og så spillede mine kammerater i NørreSundby, så jeg valgte at flytte derud og var der i 5 år, fortæller han.
Siden han sagde farvel til elitefodbolden, har han aldrig set sig tilbage. For selvom tempoet er lavere i Serie 2, har han fundet noget, som pengene og kontrakterne i toppen ikke kunne give ham:
- Det har givet mig nogle venskaber, som man ikke kommer udenom. Det er noget af det, jeg ikke kan undvære ved fodbolden – i hvert fald som det er lige nu.
Det er netop i dynamikken mellem spillerne, at han mærker de store forskelle.
- Der er mere konkurrence i elitemiljøet. Fordi hvis du spiller godt, kommer du i en bedre klub og kommer til at tjene flere penge. I en breddeklub vil folk hinanden det bedre, siger han.
Selvom Rolf Toft er glad for sine år i elitefodbolden, er der én ting, han ville ønske, han kunne tage med fra breddefodbolden.
- Fællesskabet i breddefodbolden er noget helt specielt. Det er svært at overføre til elitefodbolden, fordi den er for kommerciel. Der handler det mere om at spille sig til en bonus eller en bedre kontrakt, siger han.
De uventede oplevelser i breddefodbold
Selvom meget er anderledes i breddefodbolden, har Rolf Toft også måtte vænne sig til en mere afslappet tilgang til forpligtelser – blandt andet når det gælder kampafbud.
- Man oplever nogle mærkelige afbud nogle gange. Jeg har for eksempel haft to spillere, der meldte afbud til en kamp, fordi de skulle til en 79-års fødselsdag. De var fætre. Sådan er det her i Brønderslev, siger han med et grin.
Omklædningsrummets humor har også ændret sig. Ikke mindst fordi hverdagen ser anderledes ud for breddespillere end for fuldtidsprofessionelle.
- I elitefodbold havde vi mere tid til pranks. Der var vi jo hurtigt i klubben i fem-seks timer om dagen. Her har folk arbejde og skole ved siden af, forklarer han og slutter af med en anekdote:
- Jeg er ikke selv den store prankmester, men jeg har hørt om en, der engang satte en billig hest til salg på Den Blå Avis i en holdkammerats navn – det gav en del opkald.
Vil du vide mere om Rolfs møde med breddefodbolden? I dette afsnit af podcasten "Onsdagstræneren" fortæller han om, hvordan han hver uge leder Brønderslev IF til sejr - og hvordan fællesskabet er anderledes der end i eliten.
Du kan lytte til afsnittet her eller der, hvor du normalt finder dine podcasts.