Boldbesiddelse og beslutningskraft: Paw Groes afslører Rosendals fokusområder før sæsonstarten
Interview med Paw Groes fra IK Rosendal.
Modstander: Aalborg Chang S.2
Resultat: 5-2
Målscorere: Frederik HP 2, Niclas Hvelplund 2, Emil Andersen 1
Assist: Frederik HP 3, Emil Andersen 2
Hvordan vil du evaluere jeres præstation med henblik på at I forbereder jer til forårssæsonen?
- Det er min vurdering, at vi er et godt sted på nuværende tidspunkt. Vi har fået testet spillestil, tal formation, og nærmer os noget som virker godt for holdet. Vi har også fået testet bredden i 1. holds truppen, og har en stærk 1. holdstrup på 22 spillere. Vi er derfor ikke så sårbare ved afbud og skader. I kampen lørdag starter vi rigtig godt, og fører 2-0 efter 5-6 minutter. Chang får scoret inden pausen. I pausen skifter vi 3 mand, og laver et par rokeringer, for at teste fleksibiliteten i holdet. I 2. halvleg lukker vi reelt kampen i løbet af de første 15 min, hvor vi laver 3 mål til stillingen 5-1. Det var en rigtig fin kamp af begge hold, og et stort cadeau til Aalborg Chang for at bidrage til en god kamp.
Var der nogle bestemte områder eller aspekter af spillet, som du følte, at I havde forberedt jer på siden sidste kamp?
- Kompakthed uden bold, genpres og blive mere sammenspillet i måden vi gør tingene på. Der var mange gode sekvenser, men det bliver godt med flere kampe, hvor vi kan spille os endnu bedre sammen.
Her cirka 10-14 dage før sæsonstart, er der så stadig nogle specifikke udfordringer eller områder, som I stadig skal arbejde på?
- Længere perioder på bolden. Opspil nede bagfra, hvor vi bliver dygtigere til at spille udenom det første pres. Vi skal også blive skarpere i vores boldomgang, hvor jeg i løbet af kampen så for mange dårlige beslutninger, hvor vi smider nemme bolde væk. Der skal vi være mere konsistente og koncentrerede.
Hvad var det vigtigste, I tog med jer fra kampen og hvorfor vælger du at pege på det?
- Presspillet sad generelt godt i kampen, og det virkede rigtig godt i store dele af kampen. Ligeledes virker vi mere afklarede med spillestil og det den kræver. Jeg synes vi står godt defensivt, er meget verbale og får scoret en del mål.