Biersted IF ryster nederlag af sig – nu venter Hirtshals i morgen
Interview med Jens-Kristian Sørensen fra Biersted IF efter kampen mod IFN
Hvordan vil du vurdere jeres præstation i 1-0 nederlaget til IFN?
- Jeg synes, det var en rigtig fin præstation langt hen ad vejen. Vi får desværre ikke skabt nok chancer i forhold til det store spillemæssige overtag, vi har. Indstillingen var fin, men slutproduktet udeblev desværre, selvom der var optræk til flere gode muligheder. Og så er det selvfølgelig træls at tabe på et målmandsdrop, når vi ellers holder dem fint fra fadet. Samtidig får vi et yderst tvivlsomt mål annulleret for offside, hvilket efterfølgende bringer os i undertal på grund af brokkeri og dermed gule kort. Selv i undertal – 10 mod 11 og senere 9 mod 11 – er vi dog mest på bolden og forsøger at pumpe bolde i feltet for at skabe lidt tilfældigheder.
Er du skuffet over indsatsen, eller er der elementer, du kan være tilfreds med?
- Der er flere ting, vi kan være tilfredse med. Dels det spillemæssige overtag, men også vores pres, som i flere omgange tvang Nørhalne til at sparke lange bolde direkte ned til vores forsvar. Jeg er dog skuffet over, at vi giver dommeren mulighed for at give os gule kort i slutningen af kampen, hvor vi for alvor skulle jagte. Det gør situationen en del vanskeligere.
Kunne I have gjort noget anderledes for at få et bedre resultat, og hvad kan I tage med jer fra kampen?
- Der er altid ting, man kunne have gjort anderledes. Vi havde nok ikke forventet, at Nørhalne ville stå så lavt på banen som de gjorde, så der skulle vi have fundet nogle andre løsninger for at dirke den kompakthed op.
Hvordan vurderer du holdets mentale indstilling efter lokalopgøret og nederlaget?
- Resultatet er noget møg. Det er også noget møg, at vi må undvære nogle spillere de næste runder med skader og karantæner, men derudover er vi videre og fokuserer på kampen onsdag mod Hirtshals.