Biersted IF havde håbet på en Top 4 placering
Interview med Jens Kristian Sørensen fra Biersted IF.
Efter efterårssæsonen afsluttede I som nummer 6. Føler du, at denne placering afspejler jeres præstationer på banen?
- Både og. Vi spillede i perioder fint fodbold, men vi smed også nogle dumme point væk, især på hjemmebane mod Skovsgaard og AaB. Når alt kommer til alt, så er 6. pladsen et meget godt billede på vores sæson, hvor vi sjældent kunne stille med samme hold. Vi havde de sidste to runder til at få point nok til top 5, men når vi taber begge kampe, så er det 6. pladsen vores egen skyld.
Opfyldte efterårssæsonen jeres målsætninger og dine personlige forventninger, eller er du skuffet over I ender i bunden af rækken efter I også rykkede ned efter forårssæsonen og hvad kunne I potentielt have gjort anderledes?
- Vi havde inden sæsonen nok håbet på en top 4 placering. Vi har dog spillet utrolig mange tætte kampe, så med lidt held kunne vi bestemt også have endt på en 4. plads eller bedre. I sidste del af sæsonen blev målsætningen dog naturlig nok ændret til at vi "bare" skulle overleve i Serie 2. Det er vi tilfredse med at vi formåede.
Hvis du skulle beskrive jeres efterårssæson med tre ord, hvilke tre ord ville du vælge, og hvorfor synes du, at de bedst beskriver sæsonen?
- Rodet, jævnbyrdig og overlevelse. Vi spillede mange jævnbyrdige kampe, dog med et par klare nederlag også. Vi havde svært ved at skabe chancer og omsætte dem i starten/midten af sæson, og vores spil blev en anelse rodet og ustruktureret. I sidste ende handlede det bare om at overleve, så vi i næste sæson også havde serie 2 fodbold at tilbyde i Biersted.