Billede beskrivelse

Asaa/Hjallerups store sejr i sæsonpremieren

13. august 2024 kl. 15.01

Interview med Nicolai Juul Jensen, træner for Asaa/Hjallerup, efter kampen mod Hjørring IF

Tillykke med den imponerende 6-0 sejr i sæsonpremieren! Hvordan vil du beskrive holdets præstation i denne kamp?

"Det er svært ikke at være tilfreds ovenpå en sejr som denne. Vi spiller som forventet med vores til tider meget ekstreme spillestil."

Var du overrasket over, hvor suveræne I var, eller havde du forventet en så dominerende indsats fra jeres side?

"Jeg er overrasket over niveauet hos vores modstander. Jeg havde forventet mere fra HI, selvom de kommer med et meget afbudsramt hold. Jeg havde dog stadig en forventning om, at vi ville kontrollere kampen ved at være meget på bolden. Jeg må dog sige, at vi i første halvleg ikke er boldsikre nok, og Hjørring har nok bolden mere end os. Det betyder dog ikke så meget, når vi alligevel fører 4-0 ved pausen."

Hvad var nøglefaktorerne bag jeres succes i denne kamp, og hvad gjorde forskellen på banen?

"Vi har en meget farlig offensiv, som de fleste hold vil have svært ved at holde fra scoringer, hvilket vi også viser i denne kamp. Vi har desuden en solid sidste skanse i vores keeper, som sikrer, at vi holder nullet i første kamp med to kæmpe redninger. Resten af holdet skal heller ikke glemmes, men det er disse nøglemomenter, der definerer kampen."

Hvordan vil denne store sejr påvirke jeres selvtillid og forberedelser frem mod de kommende kampe?

"Det giver en stor tro på tingene. Det ændrer dog ikke på forberedelserne, men det betyder alt, at vi spiller med den nødvendige selvtillid, hvis vi skal fortsætte i samme spor resten af Serie 2-sæsonen. Det er især vigtigt, når tingene begynder at gå imod os."

Kampfakta:

Kamp: Asaa/Hjallerup - Hjørring IF
Serie & Pulje: Serie 2 Kreds 12
Resultat: 6-0

Del artiklen
Annonceret indhold
Nyeste

Nyeste