Asaa/Hjallerup vil dominere kampen og hente ny sejr mod FFI
Interview med Nikolai Juul Jensen fra Asaa/Hjallerup før kampen mod FFI.
Hvordan vil I forsøge at dominere kampen og tage initiativ fra første fløjt mod FFI?
- Vi ved allerede nu, at vi kommer til at have meget boldbesiddelse. Vores fokus skal især være på de defensive omstillinger, for det er dér, Frederikshavn kan blive farlige. Vi skal ud og spille vores eget spil og bringe tempo og energi ind i kampen – det var netop dét, vi manglede i vores første møde med dem.
I vandt klart i premieren – hvad lærte I fra den kamp, som I kan bruge igen nu?
- Vi kan egentlig ikke bruge den første kamp mod Frederikshavn til ret meget. De stiller med lidt forskelligt fra kamp til kamp, så det er svært at blive kloge på dem. Som sagt før handler det for os om at bringe tempo og energi ind i kampen – det bliver afgørende.
Er det kun tre point der tæller, eller har I respekt for modstanderen trods stor sejr sidst?
- Der skal altid være respekt for modstanderen. For at være helt ærlig mødte vi et meget tamt Frederikshavn-mandskab i det første opgør, men de har lige taget point fra Brønderslev, så opgaven skal tages seriøst – der bliver ikke givet noget ved dørene. Fodbold er uforudsigeligt, og alt kan ske, når bolden er rund.
Hvilke nøgleområder på banen bliver afgørende for jer i jagten på sejren?
- Felterne – det er dér, fodboldkampe afgøres. Kigger man på vores målscore, er det tydeligt, at vi har haft lidt udfordringer i modstanderens felt, og i de seneste kampe også i vores eget. Alt det, der foregår mellem felterne, skal naturligvis stadig fungere – og det har det heldigvis også gjort.