Asaa/Hjallerup tog vigtig sejr og viste ny stil mod IFN
Interview med Nikolai Juul Jensen fra Asaa/Hjallerup efter kampen mod IFN
I vandt 2-0 mod IFN på hjemmebane og rejste jer flot efter nederlaget mod Brønderslev. Hvordan vil du sætte ord på jeres præstation?
- Kampen er meget låst i første halvleg, hvor IFN står godt organiseret og lavt på banen. Vi spiller en fornuftig kamp i 60 minutter, men har desværre nogle udfald undervejs. De første 10 minutter er præget af rod, og starten på anden halvleg bliver ligeledes noget usammenhængende. Efter vi kommer foran 2-0, lægger Nørhalne et stort pres på os i en periode på cirka 10 minutter, men vi formår at stå imod og holder dem fra at score. Derfra kontrollerer vi kampen og kører den stille og roligt hjem. Alt i alt en godkendt præstation.
Var sejren retfærdig, eller kunne kampen have udviklet sig anderledes?
-Kampen kunne sagtens have udviklet sig anderledes – sådan er det med de fleste fodboldkampe. Modstanderne rammer træværket to gange, og på en anden dag kunne de skud sagtens være gået ind. De får også et mål annulleret for offside. Alligevel brænder vi selv kampens største chance lige før pausen. Jeg er stadig forundret over, hvordan Mads Davidsen ikke får scoret fra tæt hold. Samtidig kommer Mads Dissing ned til baglinjen 6-7 gange, men kun én af gangene fører det til mål. Alt i alt står vi dog med en følelse af, at vi havde godt styr på kampen i størstedelen af tiden, og derfor føles sejren også fortjent.
Med 6 point fra 3 kampe – er du tilfreds med den start på sæsonen?
-Resultatmæssigt er jeg tilfreds, men spillet og træningsindsatsen kan – og skal – løftes et niveau. Lige nu stemmer vores målsætning og selvforståelse ikke helt overens med den indsats, vi lægger i træningen. Den gruppe, jeg har fornøjelsen af at arbejde med, er ekstremt dygtig, og træningsniveauet er ofte meget højt. Vi er dog en lille og skrøbelig trup, hvilket vi også mærker i hverdagen.
Hvilke elementer af spillet ser du som de vigtigste for jeres succes i den første del af sæsonen?
- Vores spillestil er meget klar, og vi går sjældent på kompromis – på godt og ondt. For mit vedkommende er det heldigvis mest til det gode. Dog møder vi stadig en vis skepsis, særligt fra nogle af de ældre Asaa-folk, som husker klubben fra tidligere tider og den gamle Asaa-kultur, hvor man bogstaveligt talt smadrede modstanderne. Vores nuværende spillestil er i den helt anden boldgade. Dog er der flere, som er begyndt at bløde op og kan se en mening med den retning, vi har valgt.