Asaa/Hjallerup tabte 1-0, men er klar til at bygge videre
Interview med Nikolai Juul fra Asaa/Hjallerup efter kampen mod Brønderslev IF
Hvordan vurderer du nederlaget på 1-0 mod Brønderslev IF, var det retfærdigt?
- Det kan man sagtens argumentere for. De har overtaget i første halvleg, hvor vi primært har bolden på egen banehalvdel. De skaber flere farlige chancer og kunne let have været foran 2-0 ved pausen. I anden halvleg ændrer kampen karakter. Efter en times spil begynder Brønderslev at løbe tør for kræfter, og vi lægger et stort pres på dem resten af kampen – dog uden at det kaster noget af sig."
Hvad kunne I have gjort anderledes for at få et bedre resultat?
- Der er flere ting at pege på. Vi formår ikke at løse deres pres, og de skal også have ros for at være modige i deres tilgang. Vi har egentlig meget plads mellem deres forreste og bagerste kæde, men vi lykkes ikke med at finde den rette løsning til at spille vores folk i mellemrummet. De får lov at stå højt på banen og trykke os ned, hvor vi mangler at true dem mere i bagrummet. De gange vi spiller os over deres pres, skaber vi også 3-4 chancer, som vi håber kaster mere af sig i næste kamp.
Selvom I tabte, hvad kan I tage med jer fra kampen, som kan hjælpe fremover?
- Vi står et fint sted, trods en mindre optimal opstart på sæsonen. Som jeg tidligere har nævnt, er vi en smal trup og en lille klub. Vi har desværre ikke 20+ spillere til træning, og derfor er det afgørende, at vi prioriterer fodbolden, hvis spillerne vil indfri deres egne målsætninger. Når det er sagt, har jeg nogle dygtige spillere til rådighed hver weekend, og jeg er overbevist om, at vi har en positiv sæson i vente, rent resultatmæssigt."
Hvordan har I arbejdet med at analysere og forbedre jeres spil efter nederlaget?
- Vi skal stadig have bedre afstemning i vores fase 1, selvom det normalt er en del af spillet, vi løser til UG. I kampen mod Brønderslev ser vi, at hvis modstanderen investerer og samtidig har en klar og tydelig tilgang til deres presspil, så får vi det svært i den fase. Derudover er der situationen, hvor Brønderslev scorer, og vores restforsvar mere eller mindre sejler."