Arden IF håber at spolere Strandby IF Farsøs statistik
Anders Thomsen fra Seriesport.nu har talt med Simon Kristensen, cheftræner Arden IF
Efter jeres fantastiske comeback i sidste weekend må I være spring fyldte med selvtillid før weekendens kamp, hvem ser du som favorit?
- Helt sikkert. Jeg var ikke selv med til kampen, desværre. Men jeg forestiller mig at mine spillere har selvtilliden i orden, og det har de også grund til. Vi er inde i en god stime, og den jagter vi efter at fortsætte i Strandby. Strandby er kommet rigtig godt fra start, og som jeg husker fra sidste sæson er de altid et svært hold at spille imod. Især i Strandby. Vi havde et par tætte kampe sidste sæson, og det forventer jeg også at det bliver på lørdag. Qua tabellen og deres hjemmebanefordel, må de påtage sig en lille favoritrolle.
Hvad skal lykkes for jer for at I kan besejre Strandby IF Farsø og hvordan vil I gribe kampen taktisk an, således I står med de tre point?
- Vi skal fortsætte det gode spil fremad i banen og få skabt en masse chancer. Derudover skal vi have kynisme i begge felter, da jeg husker Strandby som værende farlige på dødbolde.
Strandby IF Farsø har fået en forrygende start på sæsonen, hvad er dit kendskab til dem og hvordan vil du beskrive dem som hold?
- Som skrevet før har de fået en god start. Jeg husker dem som et meget homogent hold, med mange dygtige spillere, som stod godt på banen. De har en god hjemmebane med 3 ud af 3 sejre, men den statistik satser vi på at spolere på lørdag.