Analyse af træningskampen og fremtidige taktikker
Interview med Jan Bisgaard fra Dronninglund.
Træningskamp: Dronninglund S2 - Hjørring AIK Frem S3
Dato: 24. februar kl. 13.00
Resultat: 3-1
Målscorer i træningskampen: 1-0 Rasmus Kyed 2-0 Mikkel Faarbæk 2-1 AIK Frem 3-1 Rasmus Kyed.
Hvordan vil du evaluere jeres præstation i træningskampen, og føler du, at resultatet afspejler din opfattelse af kampens forløb?
- Synes vi spiller en ganske fornuftigt kamp og vinder vel også fortjent. Der var mange gode momenter i kampen, men selvfølgelig også parameter vi skal blive bedre til. Vi får prøvet et nyt system af, som lige skal finpudses og justeres, så ikke vi specielt defensivt åbner for store områder midt på banen, som tilfældet var i kampen, men der er tid nok til at få rettet til. Omvendt synes jeg vores boldomgang i store perioder så rigtig fornuftigt ud.
Hvad identificerer I som de mest positive aspekter fra træningskampen, og hvilke områder ser du potentiale for forbedringer i fremtiden?
- Som skrevet så styrer vi kampen i store perioder og det er positivt og den måde vi gerne vil spille kampene på. Vi havde de gange vi flytter bolden på få berøringer relativt godt styr på at skabe overtalsspil på forskellige områder af banen og det er meget positivt. Vi skal til gengæld have kigget lidt på den defensive organisation, så vi ikke kommer til at efterlade for store områder til vores modstandere.
Hvordan vurderer du jeres nuværende status efter denne træningskamp med henblik på at være klar til sæsonstarten, både med hensyn til kondition, taktik og spillestil?
- Vi er på rette vej og det ser fornuftigt ud på alle fronter. Nu fik vi prøvet en ny taktisk opstilling som fungerede ganske fornuftigt. Vores koncept er på plads, så det handler lige nu om at få skabt og arbejdet med de interne relationer på holdet.