Aars IK klar til sæsonens start: Fokus på egen præstation mod Dronningborg
Interview med Kristian Skriver fra Aars IK før kampen mod Dronningborg.
I står foran sæsonens første hjemmekamp mod Dronningborg. Hvordan har I forberedt jer, og hvad er jeres vigtigste fokusområder op til kampen?
- Vi har forberedt os så godt som vi kunne i sådan en sommeropstart, som altid er lidt udfordrende. Jeg synes dog, at vi har haft nogle gode træninger med god kvalitet og intensitet. Her i den sidste uge vil træningen bære mere præg af, at vi snart skal i kamp.
Dronningborg er kendt for deres stærke angrebsspil. Hvordan planlægger I at håndtere deres styrker og samtidig udnytte jeres egne fordele?
- Vi har udelukkende fokus på os selv inden kampen mod Dronningborg.
Hvordan er stemningen i truppen før sæsonens start, og hvordan vurderer du jeres chancer for at få en god start i denne første kamp?
- Stemningen i truppen er god, og jeg oplever faktisk en skærpet fokus og ild hos nogle.
Hvilke forventninger har du til holdets præstation i denne første kamp, og hvad ser du som nøglen til at sikre et godt resultat?
- Jeg forventer en helstøbt indsats med balance mellem offensiv og defensiv. Der vil selvfølgelig være skønhedsfejl, men vi skal gerne kunne se, hvordan vi ønsker at spille fodbold. Forhåbentlig er det nok til et godt resultat. Vi ved, vi skal møde en god modstander.