Billede beskrivelse

Aalborg KFUMs utrolige rejse - fra tabellens bund til førerpositionen

14. maj 2024 kl. 15.31

Interview med Kim Petersen fra Aalborg KFUM efter sejren over Løgstør IF

Kim, stort tillykke med sejren over Løgstør IF og samtidig for at have indtaget spidsen af rækken. Hvordan føles det at have nået denne milepæl, og hvad betyder det for holdet at være i førerpositionen?

- Lige nu svæver vi på en lyserød sky. Efter to nederlag i de tre første kampe, så havde vi selvfølgelig ikke turdet drømme om, at vi fire kampe senere ville ligge på 1. pladsen i puljen. Dog har de øvrige resultater også gået vores vej, siden blamage nederlaget på 6-1 imod Gug. Men med nu fire sejre på stribe, har vi også gjort vores til avancementet i tabellen.

I formåede at vinde 3-1 på udebane mod Løgstør IF. Hvad var nøglen til jeres succes i dagens kamp, og hvilke elementer af jeres spil fungerede særligt godt?

- Bevidst eller ubevidst, så kom Løgstør ud til kampen i en meget defensiv formation og stod meget langt tilbage på deres egen banehalvdel. Så det handlede hurtigt for os om, at få tålmodighed i vores omgang med bolden og have fokus på deres omstillinger, som hovedsagligt kom fra de lange udspark fra deres keeper, da de havde medvind i 1. halvleg. Spillemæssigt havde vi styr på det halvlegen og kampen igennem. Så selvom de fik udlignet i en undertalssituation, stod vi stadig med en god fonemmelse ude på sidelinjen, da deres mål kom ud af ingenting og vi bare skulle fortsætte vores eget spil og ikke miste troen på det. Efter udligningen kom vi hurtigt på 2 og 3-1 og så var den kamp lukket. Vi kunne godt have scoret et par mål mere i slutfasen, da Løgstør smed alt overbord, men det blev ved de 3-1, efter en fremragende præstation af drengene.

Med denne sejr har I nu sat jer i en stærk position i rækken. Hvordan vil I som hold holde fast i denne position og fortsætte med at levere gode resultater i de kommende kampe?

- Vi skal bare fortsætte de gode takter og ikke miste troen på egne evner, når der kommer lidt modgang. Det er blevet markant bedre på det område og det nyder vi godt af nu og så følger det spillemæssige naturligt med.

Hvordan vil I som hold bruge denne sejr som motivation og tillid til at fortsætte med at kæmpe om topplaceringerne i rækken, og hvad vil være jeres målsætning for resten af sæsonen?

- Sejre avler selvtillid, så vi skal nyde nuet og motivationen kommer helt af sig selv, når man vinder fodboldkampe. Siden Gug kampen har fokus været på, at få hævet vores bundniveau og få spillerne til at kæmpe for hinanden, specielt i modgang. Den “disciplin” magter de nu også, og det er bare en fornøjelse at se, hvordan de vokser med opgaverne hele tiden. Nu har vi slået et hul til nedrykningsstregen og nyder for en stund at være på 1. pladsen og gør hvad vi kan, for at forsvarer den placering, så længe det er muligt.

Kampfakta:

Kamp: Løgstør IF - Aalborg KFUM
Serie & Pulje: Jyllandsserien 2.3
Resultat: 1-3

Del artiklen
Annonceret indhold
Nyeste

Nyeste