Billede beskrivelse

Aalborg KFUM-træner: "Vi skulle jo tabe en kamp på et tidspunkt"

07. juni 2023 kl. 06.02

Anders Thomsen fra Seriesport.nu har talt med cheftræner Tuncay Demirel fra Aalborg KFUM.

I står tilbage med nul point efter kampen, føler du, det var retfærdigt I tabte kampen efter at have ført 2-1?

- Set over hele kampen var det måske ok at vi tabte, men som kampen hen ad vejen udviklede sig og vi var foran med de 2-1, så gør det ekstra nas at forlade banen med nul point.

Hvad var det, som set med dine øjne afgjorde kampen og mener du kampens resultat er retvisende?

- Efter vores første møde med Skalborg, var vi klar over at de kom med en masse fysik og energi og pga. banens beskaffenhed, fik vi aldrig helt styr på vores hurtige kombinationsspil til at bryde deres fysik. Dertil var banen alt for hård og ujævn, men sådan har de fleste baner det jo pga. tørken. Vores 1. halvleg var bestemt ikke god og de var klart bedst – særlig på dødboldene, som også bragte dem foran i 1. halvleg. Efter pausen kom vi ud med mere energi og styrede kampen fuldstændig de første 25 minutter, hvor Skalborg vel nærmest ikke var over midten. I den periode får Noah Eriksen også banket to flotte langskudsmål i kassen og alt virkede fryd og gammen. Men ud af ingenting, får de så et tilfældigt frispark, som de scorer på efter lidt klumpspil i feltet og derefter fik de for alvor troen på det igen og vi virkede rystet og uden troen på at komme tilbage og de sidste 20 minutter var Skalborg klart bedst. Deres sejrsmål var dog vores egen skyld, da vi efter et målspark sendte bolden lige ind i benene på deres angriber og returen gik i kassen. Vi pressede sporadisk på efter det mål og blev snydt for et klokkeklart straffespark i de døende sekunder. Men dommerens fløjte forblev tavs, ligesom stemningen i vores omklædningsrum efter kampen. Vi skulle jo tabe en kamp på et tidspunkt og Skalborg er bestemt et godt og solidt mandskab, så ingen skam at tabe til dem i dag. Vi kommer op på hesten igen.

Med nederlaget tabte I et afgørende skridt i kampen om 1. pladsen, ser I den som helt væk nu?

- Gistrup virker meget stærke lige nu og med vores nederlag er der langt op. Det er dog stadig vigtigt at understrege, at vi ikke har haft så megen fokus på 1. pladsen, selvom det selvfølgelig spidser til når sæsonen nærmer sig afslutningen og vi stadig ligger i den sjove ende af tabellen. Så længe der er point at spille om, så kæmper vi videre.

Resultat:

Kamp: Skalborg SK – Aalborg KFUM
Dato: 5. juni
Serie & Pulje: Serie 1 Kreds 6
Resultat: 3-2
Målscorer i kampen: Noah Eriksen x 2

Del artiklen
Annonceret indhold
Nyeste

Nyeste