Aalborg KFUM-træner:Unge drenge er blevet til mænd
Anders Thomsen fra Seriesport.nu har talt med Tuncay Demirel fra Aalborg KFUM:
Til trods for nederlaget, er der så alligevel noget, du kan tage med fra kampen I kan bruge til næste sæson?
- Det blev som forventet en meget lige og intens kamp. Det var en rigtig pokalkamp. Godt fodboldspil, mange tilskuere, fed intensitet ,forlænget spilletid og fem mål. Så bare den oplevelse og erfaring er guld værd for spillerne, på deres videre færd i fodbold livet. Tillige fik vi prøvet nogle flere spillere af på holdet, som helt sikkert gavner både spillerne og holdet på den lange bane. Som jeg også har nævnt tidligere, nederlag er sunde, hvis bare man lærer af dem og får rettet de fejl man begår og suger erfaringerne til sig.
Blev du ”overrasket” over Løgstør IFs måde at gribe kampen an på og kunne I have gjort noget anderledes?
- Nej kampen forløb lidt som forventet. Vi var dog lidt mere på bolden end forventet og de var mest farlige på omstillinger og dødbolde. Vi får et gult kort mod slutningen af den forlængede spilletid, som gjorde ondt på os og de får tillige også et par billige mål qua nogle personlige fejl, men alligevel taber og vinder vi som et HOLD. Men sådan er fodbold, fejl er en del af læringsprocessen og vi skal bare minimere de fejl, som altid opstår i fodbold. Løgstør skal også roses for at straffe vores fejl og det gjorde udslaget i kampen.
Til trods for I tabte semifinalen, så må alle jeres unge drenge have lært en masse, som I kan bruge til næste sæson, er du enig i den betregtning?
- Ja, de unge drenge er helt sikkert blevet mere mænd, ikke mindst i deres fodboldspil, så det tager de med videre (nu havde vi dog ingen U-19 spillere med i kampen denne gang), men vi har stadigvæk et ungt hold.
Hvordan er du tilfreds med det udtryk som I formåede at vise i kampen til trods for nederlaget?
- Jeg er pavestolt. Mine drenge gav ALT, hvad de havde i sig. Jeg føler virkelig med dem og de havde fortjent bedre. Men igen, denne sæson var kun begyndelsen på noget rigtigt godt om 1-2 år, så når vi har fået nederlaget lidt på afstand, skal vi være ovenud tilfredse med sæsonen og glæder os allerede til næste sæson. Nu venter der dog alle, en meget velfortjent ferie, hvor fodbolden skal gemmes væk og i stedet give familien og vennerne al opmærksomheden og bare nyde deres præstation og det at være ung.