Aalborg KFUM rejste sig efter skuffelse mod Svenstrup
Interview med Jesper Høgh fra Aalborg KFUM efter kampen mod Aalborg Chang
Hvordan vurderede du kampen mod Aalborg Chang, og var sejren retfærdig?
- Det var en top Serie 2-kamp! To gode hold, der hver havde sin plan. Chang er rigtig dygtige til at stå lavt, forsvare og trække tempoet ud af kampen. Vi havde heldigvis virkelig flot boldbesiddende spil med et meget afvekslende udtryk, som gjorde, at vi producerede mange chancer både bredt og centralt i banen. Dem der var med viste de ville være med igen på skærtorsdag mod KVIK! En fuldt fortjent sejr til Aalborg KFUM!
Hvad betød det for jer at få hul på bylden og hente sæsonens første point?
- For holdet var det ekstremt vigtigt for selvforståelsen efter den slemme skuffelse i Svenstrup, hvor jeg ikke mener, det var en fortjent hjemme-sejr. Vi fik, mod et stærkere hold, bevist, at vi kunne presse bedre og lave færre fejl med bolden.
Hvad kunne I tage med jer fra kampen udover selve resultatet?
- Jeg synes, vores pres sad godt, i og med at anden og tredje mand også kom med og sad tæt. Det var det vigtigste for mig. Når man har mange dygtige spillere, kan det defensive nogle gange være en udfordring, men det var det ikke her, og det giver en utrolig ro.
Hvordan oplevede du holdets reaktion oven på nederlaget i premieren?
- Folk hankede op i hinanden, og lederne på holdet fik god lyd på til træning!