Aalborg Freja starter sæsonen med sejr, men Simon Gasberg vil have mere
Interview med Simon Gasberg fra Aalborg Freja efter kampen mod Løgstør IF.
Hvordan føles det at starte sæsonen med en 3-2 sejr over Løgstør IF, især når de er oprykkere fra en lavere række?
- Det er altid dejligt at starte med en sejr, det skal der ikke herske nogen tvivl om. Men følelsen i omklædningsrummet efterfølgende var en smule tom, da præstationen ikke var et særligt højt niveau. Vi følte allesammen at vi kunne og burde have gjort det bedre, og det er første gang vi sidder med den efter en kamp i JS1. Det fortæller måske meget hvor langt vi er kommet fra for bare 1 år siden, hvor hvert point blev fejret, så har vi større forventninger til os selv hver gang vi går på banen.
Hvad mener du var de vigtigste faktorer, der sikrede jer sejren i en kamp, der kunne have gået begge veje?
- Løgstør var aldrig foran i kampen, så vil ikke mene der var fare for at de skulle løbe afsted med alle 3 point. Men det er klart, at vores skarphed foran kassen fra Lyngø var dejligt at se.
Er der nogen aspekter af jeres spil, som du føler kræver forbedring, efter at have set holdets præstation mod Løgstør IF?
- Det er der helt sikkert, vi har nogle ting vi skal have finjusteret til træning på torsdag, så vi kan komme op og ramme vores niveau på bolden på lørdag i Tilst. Det er påkrævet, hvis vi skal have en chance for at hente point dernede. Men generelt alle faser af spillet både med og uden bold skal vi have hævet et niveau eller 2.
Hvad har I lært af denne kamp, som I vil tage med videre i sæsonen?
- Jeg vil mene at vi er vores egen værste fjende. Vi skal og kan være et hold, de andre synes er irriterende at møde, den følelse er jeg ikke sikker på Løgstør spillerne havde i går. Der er noget mentalt der skal arbejdes med, når vi står som favorit på papiret og vi skal ud og skabe kampen.