Aalborg Freja satser på en offensiv tilgang mod Vejgaard for at sikre sejren
Interview med Simon Gasberg fra Aalborg Freja før kampen mod Vejgaard.
Efter den uafgjorte kamp mod Thisted FC, hvordan forbereder I jer på mødet med Vejgaard, og hvad er jeres fokusområder inden kampen?
- Fuldstændig de samme ting som vi havde fokus på inden Thisted kampen, vi kender Vejgaard godt og ved hvad de kommer med. Så vi skal ud og angribe kampen, få sat vores spillere i scene og arbejde endnu hårdere defensivt end vi har gjort på det sidste.
Hvordan ser I på Vejgaard som modstander, og hvad bliver nøglen til at sikre en sejr mod dem?
- Et fysisk stærk hold, der finder tryghed i deres 3-5-2 formation. De har et godt hold, men er som oftest også præget af hvad de får ned oppe fra, og deres hold svinger meget fra uge til uge grundet deres position som et 2. hold. Men det er et lokalopgør, hvor ingen har lyst til at tabe til hinanden og spiller kender hinanden indgående på tværs af holdene. Så der er mere end de 3 point på spil, og nøglen til sejr ligger i have viljen til at vilje, da det skaber evnen til at kunne.
Med behovet for at vende tilbage på sejrssporet, hvad er jeres succeskriterium for kampen mod Vejgaard, og hvad vil I gøre for at opnå dette mål?
- Vi er på hjemmebane, vi møder en oprykker og vi har ambition om at spille med fremme hvor det for alvor er sjovt. Så det er ingen hemmelighed at vi skal have 3 point i den her kamp. Kampen kan udvikle sig, så kriterierne bliver ændret undervejs. Men her i dagene op til kamp, der er vores fokus kun på den gode præstation og at sørge for de 3 point bliver i Vestbyen.
Hvad har I arbejdet på under træningen for at forbedre holdets præstationer og strategi i forhold til tidligere kampe?
- Vi har haft en hård træning tirsdag med masser af spil, luft i lungerne og med muligheden for at folk kan vise sig frem. Træningen torsdag har bare været en let træning med fokus på taktiske elementer vi kan udnytte i kampen, således gutterne er helt klar til at kæmpe for logoet, bydelen og vores trofaste hjemmepublikum.