Aalborg Freja-målmand: Jetsmark IF var bedre end os
Anders Thomsen fra Seriesport.nu har talt med Simon Gasberg fra Aalborg Freja.
I står tilbage med nul point efter kampen mod Jetsmark IF, føler du, det var et retfærdigt I tabte kampen?
- Til dels ja. Retfærdighed er en svær ting i fodbold. Men der er ingen tvivl om, at Jetsmark udviste større kynisme end vi gjorde, og derfor står de tilbage med 3 point.
Det er en vigtig egenskab i fodbold, og her var de i lørdags bedre end os.
Du forventede en tæt kamp, føler du også at kampen var tæt til trods for jeres 1-3 nederlag?
- Det var en tæt kamp, og specielt i første halvleg sidder vi totalt på kampen. Men en af de få gange Jetsmark var over midten med bolden formår de gennem en soloaktion at gøre det onde ved os. Så var vi bagud 1-0 ved pausen. 2. halvleg starter vi igen godt. Men store personlige fejl grundlagde desværre for os en Jetsmark sejr.
Hvad skulle I set i bagklogskabens ulideligt klare lys have gjort anderledes, så I havde fået minimum det ene point?
- Fodbold handler om at score i sine gode perioder af kampene, det er i hvert fald en fordel. Havde vi formået at komme foran var kampbilledet blevet et helt andet. Når det er sagt, så har vi ikke de helt store og oplagte muligheder i 1. halvleg, og det ærgrer os meget når vi nu havde et stort spilovertag. Men man må også give ros til Jetsmark defensiv, og specielt Søren P i deres midterforsvar. Han spiller en stor kamp, og viser at han stadig sagtens kunne spille på højere niveau end hvor han befinder sig pt.