Aalborg Freja leverer stærk præstation mod Sulsted
Interview med Christian Pedersen fra Aalborg Freja.
Træningskamp - modstander: Sulsted S3
Dato: 03.03.24
Resultat: 3-2
Målscorer i træningskampen: Martin Brandt, Marcus Jessen og Isaac Kumi
Hvordan vil du evaluere jeres præstation i træningskampen, og føler du, at resultatet afspejler din opfattelse af kampens forløb?
- Jeg synes set over 90 minutter, at det var et fair resultat. Sulsted gjorde det godt, og kommer også tilbage i kampen efter at have været bagud 2-0. Jeg synes vi spiller en kontrolleret 1. Halvleg og fører også 2-0 til pause. Så falder vi lidt for meget i vores koncentration med bolden og giver to mål væk på to dumme opspilsfejl. Dette skal vi have lært, at når vi fører og har en god fornemmelse, at vi fastholder vores aftaler og gode beslutninger.
Hvad identificerer I som de mest positive aspekter fra træningskampen, og hvilke områder ser du potentiale for forbedringer i fremtiden?
- Super dejligt at se, at vi havde energi, vilje og lyst til at kører på i 90 minutter i vores erobringsspil. Vi skal fortsat have forbedret vores skarphed foran målet. Vi brænder igen 2-3 kæmpe chancer, som vi bør score på.
Hvordan vurderer du jeres nuværende status efter denne træningskamp med henblik på at være klar til sæsonstarten, både med hensyn til kondition, taktik og spillestil?
- Super god. Jeg synes vi er kommet langt siden vores start midt januar. Jeg synes at formen ser fornuftig ud, og med en træningslejr til Barcelona samt to træningskampe har vi gode muligheder for at få det sidste pudset til.