Billede beskrivelse

Aalborg Freja klar til kamp

31. maj 2024 kl. 13.01

Interview med Simon Gasberg fra Aalborg Freja før kampen mod Jetsmark IF

I skal møde Jetsmark IF på hjemmebane. Hvordan forbereder I jer mentalt og taktisk til denne kamp, og er der særlige strategier, I vil fokusere på?

- Vi har 2 gode træninger i ugens løb, får lige set lidt video på Jetsmarks seneste kampe og ellers skal vi ud og levere en bedre præstation end i det omvendte opgør. Vi er tilbage på vores hjemmebane, hvor vi fortsat er ubesejret i denne sæson. Det er også planen at være det efter kampen på lørdag, og rigtig gerne med 3 point mere på kontoen.

Når du ser på jeres fire sidste kampe i sæsonen, hvad er din vurdering af antallet af point, I forventer at hente, og hvordan vil I arbejde for at nå dette mål?

- Man kan ikke forvente noget i en række, hvor alle hold slår hinanden eller tager point fra hinanden på kryds og tværs. Men det er klart, at skal vi drømme om direkte oprykning så skal der 12 point på kontoen, måske 10 point ville kunne gøre det. Men så skal resultaterne også virkelig gå vores vej.

Hvad er jeres mål og forventninger til kampen mod Jetsmark IF, og hvordan vil I sikre jer en positiv start for at opnå det ønskede resultat?

- Det er et svært opgør, vi møder et rigtig godt fodboldhold som har utallige divisions kampe på CV'et. Så vi forventer endnu en lige kamp, hvor de små marginaler bliver afgørende og hvor man skal være skarpe på de chancer man får tilspillet sig.

Er der nogen specifikke spillere eller områder af jeres spil, som I vil fokusere på at forbedre eller udnytte i denne kamp mod Jetsmark IF?

- Det er klart, at vi kender Jetsmark rigtig godt og omvendt. Så vi ved i hvert fald hvem af deres spillere der skal have bolden mindst muligt, og samtidigt hvem vi skal være ekstra opmærksomme på.

Kampfakta:

Kamp: Aalborg Freja - Jetsmark IF
Serie & Pulje: Jyllandsserien 1.1
Kamptidspunkt: 1. juni kl. 14.00

Del artiklen
Annonceret indhold
Nyeste

Nyeste