Aalborg Freja jagter første point efter svær sæsonstart – SEIF står for tur
Interview med Christian Pedersen fra Aalborg Freja før kampen mod SEIF.
Efter tre nederlag i de første tre kampe, hvordan planlægger I at vende bøtten og sikre jer et godt resultat mod SEIF?
- Efter en utrolig svær start, så handler det først og fremmest om, at vi ikke går i panik. Vi vidste som oprykker, at det ville blive svært i Serie 1. Når det så er sagt, så må vi også bare være ærlige og sige, at vi ikke har leveret et højt nok niveau i de første 3 kampe, så det skal vi have fundet frem lørdag mod SEIF og have startet en god stime med point på kontoen.
Hvad har I fokus på i træningen frem mod kampen for at forbedre både jeres defensiv og offensiv?
- Vi har haft en god træning torsdag, hvor vi har arbejdet rigtig meget med både vores defensiv og offensiv. 3 kampe med en målscore på 0-8 skriger på forbedringer alle steder. Men vi har 11 kampe til at bevise, at vi er gode nok til serie 1 og det starter på lørdag mod SEIF.
Hvordan vurderer du SEIF som modstander, og hvad er de vigtigste faktorer for at opnå et positivt resultat?
- De er oprykker ligesom os. Men jeg synes de har fået en utrolig flot start, så kæmpe ros til dem. Jeg ved vi skal møde et rigtig godt fodboldhold, som samtidig er fysiske, så vi skal være klar til at slås i 90 minutter og ramme deres svagheder. Men vi skal møde en god modstander, som jeg har kæmpe respekt for.
Hvordan er stemningen og moralen i truppen, og hvordan forbereder I jer mentalt på at bryde jeres dårlige stime?
- Det er aldrig sjovt at tabe, det tror jeg de fleste på dette niveau kan skrive under på. Og 3 nederlag med en målscore på 0-8 er heller ikke noget vi i truppen er tilfredse med. Men Aalborg Freja er en klub der evner både det sportslige og sociale, og heldigvis omgås vi dagligt vores 1. hold, som har kæmpe succes og selvtillid fra JS1, og det smitter af på drengene til træning, når vi mødes i omklædningen og har fælles opvarmning. Så humøret er i top og vi er sultne for at komme på tavlen!