Billede beskrivelse

Aalborg Freja får lærestreg i Aarhus og skal nu rejse sig mod Vejgaard

14. maj 2025 kl. 12.02

Interview med Simon Gasberg fra Aalborg Freja efter kampen mod VSK Aarhus

Hvad gik der galt i jeres spil, siden det blev til et klart 5-0-nederlag?

- Der var mange ting, der gik galt – det skal der næsten være, når man taber 5-0.
Vi rammer ikke vores niveau med bolden, vi ligger forkert i vores restforsvar, når vi mister bolden, og vi scorer ikke på vores få chancer i kampens indledning.
Når man så gang på gang mister bolden de forkerte steder på banen og møder et VSK-hold, som er ekstremt gode på omstillinger og spiller dem med stor kvalitet, så bliver man straffet i den anden ende.

Hvordan oplevede du kampen – hvor stod I stærkest, og hvor haltede det?

- Vi stod stærkt i de første 10-15 minutter – her sætter vi spillet godt, kommer i bagrum og får bragt bolde i feltet, som gør os farlige. Derfra haltede kvaliteten med bolden og løbevilligheden – både med og uden bold.

Hvad kunne I have grebet anderledes an for at komme bedre med?

- Set i bagklogskabens lys skulle vi måske have forsøgt noget andet de sidste 30 minutter. Vi kom aldrig frem til noget, løsningerne var der ikke. Men om det havde gjort den store forskel, ved jeg ikke – vi var ikke, hvor vi skulle være, og så er det ofte ligegyldigt, om man spiller 4-4-2, 4-3-3 eller noget tredje. Når man bliver overmatchet i flere dele af spillets facetter, så bliver det svært at vinde fodboldkampe.

Trods resultatet – var der noget positivt, I kan tage med videre?

- Desværre ikke. Men vi rejser os som hold – det er den kvalitet, vi har i en sammentømret trup, og den skal stå sin prøve nu. Og det skal gå ud over Vejgaard i næste runde.

Kampfakta:

Kamp: VSK Aarhus – Aalborg Freja
Serie & Kreds: Jyllandsserien 1.1
Resultat: 5-0

Del artiklen
Annonceret indhold
Nyeste

Nyeste