34 spillere skal holde Aalborg Chang skarpe hele sæsonen
Efter en sæson, der bød på oprykning og et styrket fællesskab, går Aalborg Chang ind til efteråret med stor optimisme. Klubben har et bredt og ambitiøst setup, hvor udvikling vægtes højere end kortsigtede resultater, og troen er, at den stærke kultur skal være fundamentet for fortsat succes. Derfor sætter vi Spotlight på Mark Hellerup Olsen og Aalborg Changs forventninger til den nye sæson.
Aalborg Chang er allerede godt i gang med forberedelserne til efteråret. I stedet for en traditionel opstart fortsætter arbejdet gennem den daglige træning, hvor der er stor konkurrence om pladserne.
Cheftræner Mark Hellerup Olsen står fortsat i spidsen for Jyllandsserieholdet med Mikkel Kjær som assistent, mens Ademir har ansvaret for klubbens 2. hold. Omkring truppen er der desuden et omfattende setup med blandt andet fysioterapeuter, analytiker, holdledere og frivillige.
– Vi har 34 spillere, der kontinuerligt er i spil til de to første hold plus fire keepere. Vores setup er rigtig godt, og vi mener selv, at vi tilbyder et kvalitetssetup til spillerne. Det er altid nye bolde, gode baner og et fedt sammenhold, så Aalborg Chang er klar til endnu en sæson.
Den kommende Jyllandsserie-pulje betegner Mark Hellerup Olsen som stærk, men han ønsker ikke at bruge for meget energi på forhåndsvurderinger.
– Det er svært at sige. Jeg synes, det er en stærk pulje, men omvendt er der jo tre oprykkere, så andre vil sikkert kalde den svag. Min erfaring siger mig, at vores vurdering på forhånd er helt ligegyldig. Det handler om at have fokus på sig selv, og vi fokuserer kun på Aalborg Chang.
Den tilgang går også igen, når snakken falder på efterårets kampe. For træneren er ingen opgør vigtigere end andre.
– Jeg ser frem til 14 kampe, og der er ikke to, der er mere vigtige end andre. Vi skal spille 14 finaler. Det er sådan, vi ser vores fodboldvirkelighed, og vi spiller hver eneste kamp, som var det sidste gang, vi fik æren af at repræsentere Aalborgs bedste klub, Aalborg Chang.
Selvom resultater naturligvis betyder noget, er det udviklingen af klubben og spillerne, der har førsteprioritet.
– Vi ser altid på vores udvikling før resultaterne. Vi har en klar målsætning om at have det bedste amatørsetup i Aalborg, og vi ser løbende på, om vi kan tilføje mere udstyr eller mandskab. Vi har en tro på, at har vi den rigtige kultur, så kommer resultaterne.
Truppen forventes ikke at ændre sig markant frem mod sæsonstart. Enkelte spillere fortsætter på klubbens 3. hold, mens flere U19-spillere rykker op sammen med et par nye ansigter.
– Vi bibeholder vores trupstørrelse på 34 spillere plus fire keepere til de to første hold. Vi er klar til en god sæson i A-truppen.
Foråret gav ikke blot en oprykning, men også en bekræftelse på, at klubbens fællesskab er blevet styrket markant.
– Det er klart, at vi tager vores oprykning med som noget positivt, men vores hold i Serie 2 var også uhyre tæt på en playoffkamp. Det store fællesskab og den fede stemning, der er genfundet i Aalborg Chang, tager vi med og vil bygge videre på.
Klubben ser de to øverste seniorhold som én samlet enhed.
– Ved os er de to øverste hold at betegne som ét hold, og den kultur ønsker vi at videreudvikle.
En af de vigtigste erfaringer fra foråret handler om det offensive spil.
– Jeg synes, vi til sidst fik sat vores afslutningsspil sammen på en god måde, så vi vil fortsætte med at udvikle os, og de bedste tider ligger foran os.
Når spørgsmålet falder på profiler, ønsker Mark Hellerup Olsen ikke at fremhæve enkelte spillere. I stedet peger han på kollektivet og de mennesker, der arbejder bag kulisserne.
– I Aalborg Chang har vi ikke tid til at kigge på individuelle spillere, fordi vi er så sammentømrede og har forståelse for, at individet kun eksisterer på baggrund af sammenholdet.
Samtidig tror han på, at klubbens unge spillere er klar til at tage næste skridt.
– Vi tror på, at vores U19-spillere kan bidrage positivt og bevise sig på vores niveau.
Han sender også en stor anerkendelse til klubbens ledelse.
– Jeg vil fremhæve Sep, Alexander og Morten Borregaard, som har givet os de rammer, vi har haft behov for. De har alle knoklet for at give holdet plads til at levere gode resultater. Fortsætter klubben investeringerne, så er det op til mig som træner at sørge for, at resultaterne fortsætter. Vores bedste tider ligger foran os og ikke i fortiden – Zebraerne er på vej retur!
Aalborg Chang går dermed ind til den nye Jyllandsserie-sæson med stor tro på projektet. Oprykningen har givet selvtillid, fundamentet er på plads, og med en stærk kultur, bred trup og fokus på udvikling er ambitionen at fortsætte klubbens positive kurs.