Billede beskrivelse

3 flotte point til Støvring betyder de har skæbnen i egne hænder

23. oktober 2023 kl. 19.00

Interview med Uffe Agerbo fra Støvring IF.

I mødte Hadsund og vandt 3-1. Kan du beskrive jeres præstation i kampen og dele nogle af de vigtigste øjeblikke eller præstationer fra jeres side?

- En godkendt præstation fra vores side. Vejrforholdene havde naturligvis indflydelse på kampens forløb. Hadsund har medvinden i første halvleg og presser os højt. Det løser vi egentlig fint og efter blot 5 minutter, har vi et hovedstød på overliggeren. Som kampen skrider frem, synes jeg Hadsund bliver mere og mere pågående, dog uden at de tilspiller sig de helt store chancer. Ved pausestillingen 0-0, foretager vi to udskiftninger. Som jeg har fremhævet flere gange, så synes jeg vores bredde igen viser sig afgørende. De to indskiftninger står for to assists. Casper Henriksen var igen med i vores startopstilling og kvitterede med 3 flotte mål. Jeg synes vi er det bedste hold i 2. halvleg og får en flot sejr, mod et godt mandskab fra Hadsund.

Hvorfor føler du, at I vandt kampen mod Hadsund? Hvad fungerede godt for holdet, og hvad mener du var nøglen til sejren?

- Som nævnt tidligere, så er vi i besiddelse af en stærk bredde, hvor vi har mulighed for at ændre kampen fra bænken. I 2. halvleg, får vi mere ro på bolden og laver ikke samme antal uprovokerede fejl, som det var tilfældet i 1. halvleg.

Udover de 3 point i kampen mod Hadsund, fik I også fordel af et Nibe-nederlag i samme weekend, hvilket bragte jer op på 2. pladsen. Er du overrasket over den placering før sidste spillerunde, og hvad betyder det for holdets selvtillid?

- Ja, jeg er meget tilfreds med den placering inden sidste spillerunde. Sidste år, klarede vi med nød og næppe endnu en sæson i serie 2 efter playoff. Vi har haft stor udskiftning i truppen og denne udvikling holdet har foretaget på så kort tid overrasker vist os alle. Vi har som tidligere nævnt et meget ungt hold, hvor præstationerne meget naturligt svinger, men det er da klart at det har givet de unge gutter tro på tingene! Nu er det så kunsten at bevare benene på jorden. Vi er stadig igang med et generationsskifte og der kommer fortsat bump på vejen, men vi lærer for hver kamp vi spiller sammen.

Hvordan vil I forberede jer mentalt og fysisk til den sidste spillerunde mod Hornum IF, og hvad er jeres mål og forventninger for den afgørende kamp?

- Nu har vi et par træninger i den kommende uge, hvor vi vil forsøge at holde fast i vores tilgang til spillet. Vi vil ikke ændre det store og tager blot den sidste turneringskamp, som endnu en finale, hvor vi selv kan afgøre tingene. Hornum er en virkelig stærk modstander, som er meget vanskelige at spille mod på deres stærke hjemmebane. De er meget disciplinerede og altid godt taktisk indstillede på de opgaver de møder.

Resultat:

Kamp: Støvring IF – Hadsund B
Dato: 21. oktober
Serie & Pulje: Serie 2 Kreds 14
Resultat: 3-1
Målscorer i kampen: Casper Henriksen x 3

Del artiklen
Annonceret indhold
Nyeste

Nyeste